Fortællertid og synsvinkel i litterære tekster.

En litterær tekst kan fortælle i datid og alligevel opleves som nærværende; den kan bruge nutid og samtidig holde læseren på afstand. Fortællertid og synsvinkel må derfor undersøges hver for sig og derefter i samspil: Hvorfra i tiden fortælles der, og hvis viden og oplevelse får læseren adgang til?

1.Tre forskellige tidsforhold

Ved analyse af fortællertid er det nyttigt at skelne mellem tre forhold:

• Grammatisk tid: Står udsagnsordene eksempelvis i præteritum eller præsens?
• Fortællingens tidsposition: Fortælles der efter begivenhederne, samtidig med dem eller forud for dem?
• Tidslig organisering: I hvilken rækkefølge og med hvilken udførlighed fremstilles begivenhederne?

Disse forhold hænger sammen, men svarer ikke entydigt til hinanden. Præteritum er almindeligt i efterfølgende fortælling, men en litterær datidsform beviser ikke i sig selv, at fortælleren sidder på et bestemt senere tidspunkt og erindrer.

2.Datidens og nutidens fortælleplan

Et stabilt tempus skaber et grundlæggende fortælleplan. Andre tidsformer kan placere begivenheder før eller efter dette plan.

Tidsligt forhold	Eksempel	Funktion
Handling på et datidigt fortælleplan	Nora åbnede brevet.	Præteritum fører handlingen frem.
Handling før dette plan	Hun havde gemt det i en uge.	Pluskvamperfektum markerer førtidighed.
Senere begivenhed set fra datiden	Først næste dag ville hun forstå, hvad brevet betød.	Konstruktionen peger frem fra det datidige udgangspunkt.
Handling på et nutidigt fortælleplan	Nora åbner brevet.	Præsens fremstiller handlingen som et aktuelt forløb.
Handling før dette plan	Hun har gemt det i en uge.	Perfektum forbinder det forudgående med fortælleplanets nu.

Præsens kan bruges gennem en hel fortælling. Betegnelsen historisk præsens bruges om nutid, der fremstiller fortidige begivenheder, ofte for at gøre dem anskuelige. Effekten afhænger dog af sammenhængen: Nutid kan også give et registrerende, køligt eller gentagelsespræget udtryk.

3.Tilbageblik, forudgreb og tempo

Et tilbageblik fører fremstillingen tilbage til noget tidligere. Pluskvamperfektum kan markere overgangen, men et længere tilbageblik kan fortsætte i præteritum, når tidsrammen er etableret.

Et forudgreb røber eller antyder noget, der ligger senere end det aktuelle handlingspunkt: »Ti år senere genkendte hun stadig lugten af papiret.« Et forudgreb behøver altså ikke stå i en særlig fremtidsform; tidsudtrykket kan etablere forholdet.

Fortællingens tempo er et andet spørgsmål end begivenhedernes rækkefølge:

• Scene: Et kort forløb udfoldes gennem handling, sansning eller dialog.
• Sammenfatning: Et længere forløb samles i få ord: »I ti år skrev de hver søndag.«
• Udeladelse: Et tidsrum springes over: »Da de mødtes igen fem år senere, var brevet glemt.«
• Pause: Handlingen står stille, mens fortælleren eksempelvis beskriver eller kommenterer.

Kort fortalt tid giver ikke nødvendigvis højt tempo. En udførlig skildring af få sekunder kan netop forsinke læsningen og øge spændingen.

4.Fortæller og synsvinkel er ikke det samme

Spørgsmålet hvem fortæller? handler om fortælleren. Spørgsmålet hvis oplevelse og viden styrer fremstillingen? handler om synsvinkel, også kaldet fokalisering.

En jegfortæller kan se tilbage på sit tidligere jeg med større viden. En tredjepersonsfortæller kan omvendt være tæt bundet til én persons begrænsede oplevelse. Stedordene afgør derfor ikke alene synsvinklen.

Synsvinkel	Adgang til information	Eksempel
Indre synsvinkel	Fremstillingen giver adgang til en persons sansning, tanker eller følelser.	Nora frygtede, at brevet var fra hendes bror.
Ydre synsvinkel	Fremstillingen holder sig til det udvendigt iagttagelige.	Nora vendte brevet om og skubbede det ind under avisen.
Ikke personbundet, ofte kaldet alvidende	Fortælleren kan bevæge sig ud over den enkelte persons viden.	Nora kendte ikke afsenderen. På den anden side af byen ventede hendes bror på svar.

Den sidste passage overskrider Noras viden. Den beviser dog ikke alene, at fortælleren ved alt om alle. Betegnelsen alvidende bør bygge på tekstens samlede informationsmønster, ikke blot på én oplysning.

Ydre synsvinkel er heller ikke ensbetydende med neutralitet. Valget af detaljer og beskrivende ord kan styre læserens vurdering uden at gengive en eneste tanke.

5.Det oplevende jeg og det fortællende jeg

I en efterfølgende jegfortælling kan der være afstand mellem det oplevende jeg, som befinder sig i handlingen, og det fortællende jeg, som fremstiller den senere.

Den senere fortæller kan forklare, korrigere eller ironisere over sit tidligere jeg. Fortælleren kan også begrænse oplysningerne til det, personen vidste dengang, så læseren først forstår situationen sammen med personen.

Her er det afgørende at skelne mellem viden og pålidelighed. En fortæller kan mangle oplysninger uden at være upålidelig. Omvendt garanterer et tilbageblik og en sikker tone ikke, at fortællerens vurdering er sand.

6.Tids- og stedsord viser orienteringspunktet

Ord som nu, her, dengang og dagen efter hjælper læseren med at finde tekstens tidslige og rumlige orienteringspunkt. Dette punkt kan ligge hos fortælleren eller hos personen i scenen.

Personnærhed kan desuden skabes gennem sanseindtryk og vurderinger. »Hun hørte trin bag døren« giver adgang til hendes hørelse; »der lød trin bag døren« fastlægger ikke i sig selv, hvem der hører dem.

7.En præcis analyse i fem trin

1. Find fortælleplanets tempus. Skeln mellem gennemgående tid og lokale skift.
2. Placér fortællesituationen. Er der belæg for en senere fortæller, eller fremstilles forløbet som samtidigt?
3. Kortlæg tidsforløbet. Markér tilbageblik, forudgreb, sammenfatninger og udeladelser.
4. Undersøg informationsadgangen. Skeln mellem fortællerens stemme og den person, hvis oplevelse begrænser fremstillingen.
5. Forklar virkningen med tekstbelæg. Vis eksempelvis, hvordan tilbageholdt viden skaber spænding, eller hvordan senere erkendelse skaber afstand til det oplevende jeg.

En præcis konklusion er derfor ikke blot »teksten står i datid«. Den kan være: »Fortællingen føres i præteritum og følger Noras begrænsede viden. Tilbageblikket forklarer hendes forventning, mens forudgrebet varsler, at hun senere må ændre sin forståelse.«