Refleksiv henvisning i komplekse sætninger.

Når flere personer og handlinger optræder i samme sætning, er det ikke altid nok at finde det nærmeste navn. Refleksiv henvisning kræver, at du skelner mellem sætningsgrænser, underforståede grundled og navneordsforbindelser. Målet er at kunne fastlægge henvisningen og omskrive, når teksten ellers bliver tvetydig.

1.Find den relevante sætning

Sig, sig selv og sin, sit, sine viser normalt tilbage til et grundled i tredje person. I komplekse sætninger skal du først afgøre, hvilken sætning den refleksive form hører til. Et grammatisk grundled er ikke nødvendigvis den person, som hele teksten handler om.

Eksempel	Henvisning
Maja fortalte, at Søren havde mistet sin nøgle.	Nøglen tilhører Søren.
Maja fortalte, at Søren havde mistet hendes nøgle.	Nøglen kan tilhøre Maja eller en anden kvinde, som sammenhængen identificerer.
Maja fortalte, at Søren bebrejdede sig selv fejlen.	Søren bebrejdede Søren fejlen.

En ledsætning med et personbøjet udsagnsord, fx havde eller bebrejdede, har sit eget grundled. Ved almindelig refleksiv henvisning er det dette grundled, du tager udgangspunkt i.

Sin, sit og sine kan ikke stå inde i det grundled, som de selv skal vise tilbage til. Det gælder også, når grundleddet består af flere sideordnede led:

• ✗ Han og sin kone kom.
• ✓ Han og hans kone kom.

Her er hele han og hans kone grundled. Hans kan derfor vise til manden, selv om han indgår i samme grundled.

2.Følg henvisningen gennem ledsætninger

Hver ny ledsætning kan ændre, hvilket grundled den refleksive form viser tilbage til. Det gælder også relativsætninger.

Den almindelige regel tillader altså ikke, at sin frit viser tilbage til et navn uden for ledsætningen. Det hjælper heller ikke, at dette navn står tæt på formen eller er tekstens hovedperson.

3.Find det underforståede grundled i infinitivforbindelser

En infinitivforbindelse kan indeholde en handling uden at have et udtrykt grundled. Du må derfor spørge: Hvem udfører infinitivens handling?

Konstruktion	Underforstået grundled	Refleksiv henvisning
Anna lovede Peter at præsentere sig selv.	Anna skal præsentere nogen.	Sig selv viser til Anna.
Anna bad Peter om at præsentere sig selv.	Peter skal præsentere nogen.	Sig selv viser til Peter.
Anna håbede at kunne finde sin taske.	Anna skal finde tasken.	Sin viser til Anna.

Kontrasten mellem lovede og bad … om er afgørende. I det første eksempel påtager Anna sig handlingen; i det andet beder hun Peter udføre den. En regel om altid at vælge hovedsætningens grundled eller det nærmeste navn ville derfor give forkerte resultater.

3.1Objekt med infinitiv: flere mulige henvisninger

Efter lade, se, høre og bede kan et genstandsled samtidig være logisk grundled for en infinitiv. I sådanne konstruktioner kan refleksivet også vise tilbage til hovedsætningens grundled. At finde den, der udfører infinitivens handling, er derfor ikke altid nok til at fastlægge henvisningen.

Konstruktion	Hvem udfører infinitivens handling?	Mulig henvisning
Hun lod ham bære sin taske.	Han bærer tasken.	Sin kan vise til hende eller ham; sætningen kan være tvetydig.
Hun så ham stå ved sin bil.	Han står ved bilen.	Sin kan vise til hende eller ham.
Hun hørte ham omtale sin familie.	Han omtaler familien.	Sin kan vise til hende eller ham.
Hun bad ham hjælpe sig.	Han skal hjælpe nogen.	Sig kan vise til hende: hun beder om hans hjælp.

Henvisningen påvirkes af konstruktionen, betydningen og sammenhængen. Sig selv fremhæver derimod typisk, at handlingens udfører også er den, handlingen rammer: Hun bad ham hjælpe sig selv forstås normalt sådan, at han skal hjælpe sig selv. Omskriv med navne eller en selvstændig sætning, hvis henvisningen skal være entydig; en omskrivning kan netop fjerne den dobbelte henvisningsmulighed.

4.Refleksiver inde i navneordsforbindelser

En refleksiv form kan også stå i en navneordsforbindelse. Her kan forbindelsen selv rumme den person, som refleksivet viser tilbage til, selv om personen ikke er hele sætningens grundled.

Disse eksempler viser, hvorfor formuleringen »refleksivet viser altid tilbage til sætningens grundled« er for enkel. Ved navneord som beskrivelse og kritik må du også undersøge, hvem der står bag den handling, navneordet udtrykker.

Det betyder ikke, at enhver ejerform automatisk kan være henvisningspunkt. Sammenlign:

• Jeg læste Peters beskrivelse af sig selv. Her kan Peter være den, der beskriver, og sig selv viser til Peter.
• Peters bil låste sig selv automatisk. Her viser sig selv til bilen, ikke til Peter. Bil betegner en genstand og giver ikke Peter en rolle som handlende person inde i navneordsforbindelsen.

Ejerformen Peters er altså ikke i sig selv nok: undersøg både navneordets betydning, og om refleksivet hører til inde i navneordsforbindelsen eller til sætningens udsagnsord.

5.Skeln mellem grammatisk valg og tydelig henvisning

En grammatisk korrekt form sikrer ikke altid, at læseren ved, hvem der menes.

Mette fortalte Karen, at hendes ansøgning var blevet afvist.

Her kan hendes vise til Mette eller Karen. Der er ikke et lokalt personligt grundled, som gør sin til en løsning: ledsætningens grundled er hele forbindelsen hendes ansøgning.

Skriv i stedet efter den ønskede betydning:

• Mette fortalte Karen, at Mettes ansøgning var blevet afvist.
• Mette fortalte Karen, at Karens ansøgning var blevet afvist.

Gentagelsen af navnet kan være stilistisk tung, men i fx en sagsfremstilling er den ofte bedre end en uklar henvisning.

6.En sikker arbejdsgang

1. Afgræns sætningen eller forbindelsen, hvor refleksivet står.
2. Find grundleddet — eller den underforståede person, som udfører infinitivens handling. Ved objekt med infinitiv skal du også undersøge muligheden for henvisning til hovedsætningens grundled.
3. Undersøg den indre struktur, hvis refleksivet står i en navneordsforbindelse som Peters beskrivelse af sig selv.
4. Kontrollér den tilsigtede person: grammatisk nærhed er ikke det samme som korrekt henvisning.
5. Gentag navnet eller omskriv, hvis flere personer stadig er mulige.

Den centrale forskel er mellem lokal grammatisk henvisning og fortolkning ud fra sammenhængen. Refleksive former styres især af den første; almindelige personlige og possessive stedord kræver ofte mere hjælp fra den anden.