Regional variation i køn, bestemthed og ejestedord.

Regional variation kan ændre både navneordets køn, placeringen af den bestemte artikel og valget af ejestedord. En sikker analyse kræver, at du skelner mellem standarddansk, regionalt præget talesprog og traditionelle dialekter: Det, der afviger fra standardsproget, kan være regelmæssigt i et lokalt system.

1.Beskriv systemet før afvigelsen

En regional form er ikke nødvendigvis fælles for alle i en landsdel. Traditionelle dialekttræk kan være bevaret hos nogle talere, udjævnet hos andre og brugt bevidst som identitetsmarkør. Samme taler kan desuden skifte mellem lokale og mere standardnære former.

Hold derfor tre spørgsmål adskilt:

• System: Hvilke grammatiske modsætninger findes i den pågældende sprogform?
• Udbredelse: Er trækket lokalt, regionalt eller mere alment talesprogligt?
• Norm: Skal teksten gengive en stemme eller følge standarddansk skriftsprog?

2.Køn: ikke alle systemer har to kategorier

Standarddansk skelner mellem fælleskøn og intetkøn. Traditionelle danske dialekter kan derimod have ét, to eller tre grammatiske køn.

Sprogform	Overordnet kønssystem	Konsekvens for analysen
Standarddansk	Fælleskøn og intetkøn	en stol, et hus
Traditionelle vestjyske dialekter	Ét grammatisk køn	Standardsprogets modsætning mellem fælleskøn og intetkøn er ikke bevaret som samme navneordsklassifikation.
En række traditionelle ømål samt bornholmsk	Hankøn, hunkøn og intetkøn	Standardsprogets fælleskønsord kan tilhøre to forskellige kategorier.

Tabellen er en systemoversigt, ikke et fuldstændigt dialektkort. Også i områder med to køn kan enkelte ord have en anden kønstilknytning end i standardsproget.

I traditionelle trekønssystemer kan køn blandt andet komme til udtryk i artikler og i stedord, der henviser til ting. Han eller hun behøver derfor ikke at gøre genstanden menneskelig; formen kan afspejle navneordets grammatiske køn.

Omvendt betyder ét grammatisk køn ikke, at enhver forskel mellem stedordsformer forsvinder. I vestjyske systemer kan henvisningen blandt andet være påvirket af forskellen mellem noget tælleligt og noget, der opfattes som stof eller masse.

3.Bestemthed: endelse eller foranstillet artikel

I standarddansk står bestemthed normalt som en endelse, når navneordet ikke har et foranstillet tillægsord: manden, huset. Med et foranstillet tillægsord bruges der normalt en selvstændig artikel: den gamle mand, det gamle hus.

I traditionelle vest- og sønderjyske dialekter forekommer der derimod en foranstillet bestemt artikel, ofte gengivet som æ. Den kan stå foran navneordet, også uden et tillægsord.

Den traditionelle dialektgrænse mellem foranstillet og efterhængt bestemt artikel kaldes æ-linjen. Den afgrænser i grove træk området med foranstillet artikel mod vest og syd fra området med efterhængt artikel mod øst og nord. Det er en grænse for et bestemt grammatisk træk, ikke en skarp grænse mellem nutidige taleres samlede sprogbrug.

Standarddansk	Skematisk dialektgengivelse	Hvad varierer?
manden	æ mand	Bestemtheden står efter eller før navneordet.
huset	æ hus	Den foranstillede artikel svarer her til standardsprogets bestemthedsendelse.
den gamle mand	æ gamle mand	Artiklen står foran tillægsordet; navneordet får ingen bestemthedsendelse.
husene	æ huse	Den foranstillede artikel kan også markere bestemthed i flertal.
de gamle huse	æ gamle huse	Samme artikel kan stå foran et tillægsord i flertal.

Formerne er bevidst skematiske: Resten af ordenes stavning er standardnær og gengiver ikke en bestemt lokal udtale.

I de viste æ-mønstre har artiklen samme form i ental og flertal. Æ huse viser derfor både flertal, her med -e, og bestemthed, her med æ. Lokale flertalsformer kan afvige fra tabellens standardnære gengivelse; artikelplaceringen alene fortæller ikke, hvordan flertal dannes i den enkelte dialekt.

4.Ejestedord: lokal henvisning og standardnorm

I standarddansk viser sin, sit, sine normalt tilbage til subjektet i den relevante sætning. Hans, hendes, dens, dets henviser i den almindelige, ukomplicerede konstruktion til en anden referent.

Brug af hans og hendes med henvisning til subjektet kendes blandt andet fra traditionelle vestjyske mål og kan også forekomme i regionalt præget tale. Det er ikke en fælles regel for alle jyske talere eller alle jyske dialekter. Man kan derfor ikke uden videre overføre standardsprogets fortolkning til enhver regional ytring.

Den regionale mulighed betyder ikke, at hans altid henviser til subjektet. Konteksten og talerens system er afgørende. Ved omskrivning skal ejeren fastlægges, før ejestedordet ændres.

En anden konstruktion er Jens hans bil, hvor ejeren nævnes og derefter genoptages med et ejestedord. Konstruktionen findes i dialektalt og uformelt talesprog og bør ikke bruges som entydigt geografisk kendetegn. I neutralt standardskriftsprog skriver man normalt Jens’ bil.

Ved siden af den findes Jens sin bil, især forbundet med jysk sprogbrug. Her indgår sin i selve ejerforbindelsen og kræver ikke, at Jens er subjekt i sætningen: Jeg har lånt Jens sin bil svarer til Jeg har lånt Jens’ bil. Sammenlign Jeg har lånt Jens hans bil, hvor ejeren ligeledes er Jens. Konstruktionernes udbredelse og hyppighed varierer lokalt og mellem talere.

De to fænomener skal holdes adskilt: I Jens vasker hans bil handler spørgsmålet om henvisning til subjektet; i Jens hans bil handler det om opbygningen af selve ejerskabsforbindelsen. Jens sin bil hører til det sidste fænomen og dokumenterer ikke i sig selv, hvordan taleren bruger hans i en hel sætning.

5.Omskriv uden at ændre betydningen

Ved redigering af regionalt sprog er en mekanisk udskiftning af former risikabel. En ændring fra hans til sin kan ændre ejerforholdet, mens en ændring fra æ hus til huset normalt bevarer bestemtheden.

1. Fastlæg formålet. Skal teksten bevare talerens stemme eller være neutralt standardskriftsprog?
2. Identificér det lokale mønster. Undersøg, om formen gentages systematisk, frem for at behandle den som en enkeltstående fejl.
3. Afklar henvisningen. Hvem ejer genstanden, og hvad henviser stedordet til?
4. Tilpas hele forbindelsen. Ved standardisering skal artikel, køn og eventuel tillægsordsbøjning passe sammen.

I en dialektgengivelse kan formerne være centrale for persontegningen. I en standardiseret gengivelse bør de ændres konsekvent, men uden at tillægge taleren andre betydninger eller holdninger.

6.Samlet skelnen

• Køn: Skeln mellem et andet antal kønskategorier og en anden kønstilknytning for enkelte ord.
• Bestemthed: En foranstillet artikel kan udføre samme arbejde som standardsprogets endelse, også i flertal.
• Ejestedord: En regional form kan have andre henvisningsmuligheder end den tilsvarende standardform.
• Fortolkning: Geografi, generation, situation og den konkrete sammenhæng må vurderes samlet.

6.1Omskrivningsøvelse

1. Find ejeren: Jens sin bil er én ejerforbindelse; bilen tilhører Jens. Omskriv den til Jens’ bil.
2. Find bestemtheden: Æ gamle hus betegner et bestemt hus og indeholder et foranstillet tillægsord. Standarddansk kræver derfor en selvstændig artikel frem for endelsen i huset.
3. Tilpas køn og form: Standarddansk hus er intetkøn, så forbindelsen bliver det gamle hus.

Resultat: Jens’ bil står bag det gamle hus. Omskrivningen bevarer både ejeren og bestemtheden. Replikken er et undervisningseksempel, ikke et dokumenteret citat fra en bestemt lokal dialekt.

Det afgørende er at kunne beskrive en form som systematisk regional og samtidig vide, hvordan dens betydning gengives i standarddansk.