Den eller det som henvisning til et helt udsagn.

Når du kommenterer noget, der lige er blevet sagt, henviser det normalt til hele indholdet. Den henviser derimod til et fælleskønsord, som er nævnt eller kan forstås ud fra sammenhængen. Forskellen har betydning for både præcision, tvetydighed og den holdning, du udtrykker.

1.Det samler et helt udsagn

Det kan genoptage indholdet af en sætning: en oplysning, en hændelse, en vurdering eller en mulighed. Denne brug kaldes udsagnshenvisning. Stedordet henviser ikke til et bestemt navneord og får derfor ikke køn efter et af ordene i den foregående sætning.

Henvisningen kan også omfatte flere sætninger eller en samlet situation. Læseren skal dog kunne afgøre, hvilket indhold du samler op.

1.1Det ved tro, vide, håbe, sige og mene

Ved verber som tro, vide, håbe, sige og mene kan det stå som objekt og genoptage et udsagn. Det står ofte først, når svaret knytter direkte an til det foregående. Så følger det finitte verbum og subjektet: Det tror jeg ikke.

Når subjektet står først i disse enkle hovedsætninger, står et tryksvagt det normalt før ikke. Det gælder ikke alle konstruktioner: Med en infinitiv eller et participium får du Jeg kan ikke vide det og Jeg har ikke sagt det. Et kontrastbetonet det kan også stå efter ikke: Jeg sagde ikke DET, men noget andet.

2.Den kræver en anden slags holdepunkt

Når den bruges henvisende, er holdepunktet normalt et navneord i fælleskøn. Det gælder også abstrakte ord som påstand, forklaring og beslutning. At noget er abstrakt, gør altså ikke i sig selv det til det rigtige valg.

Hvad genoptages?	Valg	Eksempel
Et helt udsagn	det	De har ændret planen. Det kom bag på os.
Et navneord i fælleskøn	den	Planen er ændret. Den ligger på hjemmesiden.
Et navneord i intetkøn	det	Forslaget er ændret. Det ligger på hjemmesiden.

I den sidste række henviser det til forslaget, ikke til hele udsagnet. Formen det er derfor ikke alene et bevis på udsagnshenvisning.

3.Når et fælleskønsord er underforstået

I visse sammenhænge kan den bruges, selv om der ikke står et fælleskønsord lige før. Modtageren fortolker da det sagte som eksempelvis en forklaring, en historie eller en påstand.

Det er især tydeligt i velkendte, mundtlige vendinger som den køber jeg ikke. Her betyder købe at acceptere noget som troværdigt.

Man kan også sige det køber jeg ikke. Begge former er mulige her: det genoptager indholdet, mens den lægger op til at forstå det som en bestemt forklaring, historie eller lignende. I praksis kan betydningsforskellen være lille.

4.Valget kan ændre det, du vurderer

Når både et navneord og et helt udsagn er mulige holdepunkter, kan valget mellem den og det styre fortolkningen.

Tillægsordet følger også konstruktionen: den var uklar, men det var unødvendigt. Ved udsagnshenvisning står et bøjeligt tillægsord som omsagnsled normalt i intetkøn: Det er mærkeligt, Det er vigtigt, Det er forkert.

Bemærk desuden, at henvisning ikke er det samme som tilslutning:

• Det er rigtigt bekræfter det foregående indhold.
• Det er forkert afviser det foregående indhold.
• Det er muligt behandler indholdet som en mulighed.

Det viser altså, hvad kommentaren handler om, men ikke i sig selv, om taleren anser indholdet for sandt.

5.Gør henvisningen præcis i længere tekst

Et det kan samle meget indhold op. Det er praktisk i samtaler, men kan blive upræcist i en argumenterende eller faglig tekst.

Et udtrykkeligt navneord kan også vise, hvordan du fortolker det foregående: denne påstand, denne forklaring og denne beslutning kategoriserer indholdet forskelligt. Vælg derfor ikke kun efter grammatisk køn, men også efter den betydning, du vil fremhæve.

Vendingen den køber jeg ikke er mundtlig og kan virke kontant. I en saglig tekst kan du eksempelvis skrive Denne forklaring er ikke overbevisende og derefter begrunde vurderingen.

5.1Skriftsproglige alternativer: dette og hvilket

Dette kan ligesom det genoptage et helt udsagn. Det er mere fremhævende og bruges især i skriftsprog, når man sammenfatter noget eller udleder en konsekvens. Formen gør dog ikke i sig selv en tvetydig henvisning præcis.

Relativt hvilket kan knytte en kommentar til hele den foregående sætning. Kommentaren står da som en relativsætning med komma foran hvilket, i stedet for som en ny selvstændig sætning.

I denne type relativsætning bruger man hvilket ved henvisning til et helt udsagn; som kan ikke erstatte det med samme funktion. Det gælder ikke faste kommenterende konstruktioner som som nævnt og som du ved, der også kan knytte sig til et udsagn: Mødet er, som du ved, aflyst.

6.En kort beslutningsgang

1. Henviser du til hele indholdet af det sagte? Vælg normalt det.
2. Henviser du til et bestemt navneord? Følg ordets køn: den om forklaringen, det om forslaget.
3. Bruger du den uden et nævnt navneord? Kontrollér, at sammenhængen eller vendingen gør det underforståede holdepunkt tydeligt.
4. Kan læseren forstå henvisningen på flere måder? Skriv det relevante indhold eller navneord ud.

6.1Prøv selv: Hvad vurderer du?

Vælg den eller det i hvert par. Overvej begge mulige holdepunkter, før du læser løsningen.

1. Udvalget trak anbefalingen tilbage. ___ var velbegrundet.
2. Udvalget trak forslaget tilbage. ___ var velbegrundet.

Den centrale forskel er indholdet af et udsagn over for noget, der omtales med et navneord. De to kan ligge tæt på hinanden i betydning, men de giver ikke frit valg mellem den og det.