Må have og kan have: slutninger om fortiden.

Når du vil forklare noget, der allerede er sket, kan du bruge må have og kan have. Du viser, hvor sikker du er på din forklaring, og bygger den på spor eller oplysninger. Her lærer du også at vælge hjælpeverbum og placere nægtelsen korrekt.

1.En stærk slutning eller en mulighed

Med må have fremstiller du en forklaring som den klart mest sandsynlige ud fra det, du ved. Med kan have nævner du en mulig forklaring uden at udelukke andre.

Udtryk	Betydning	Eksempel
må have	Sporene peger stærkt på denne forklaring.	Hun må have glemt aftalen.
kan have	Dette er en mulig forklaring.	Hun kan have glemt aftalen.

Må have er ikke det samme som sikker viden. Det er en slutning, som senere kan vise sig at være forkert.

2.Sådan bygger du formen

Grundmønstret er må/kan + have + kort tillægsform (perfektum participium). Den korte tillægsform er den form, du også bruger i førnutid: har læst, har glemt, har skrevet.

Førnutid	Stærk slutning	Mulig forklaring
har læst	må have læst	kan have læst
har glemt	må have glemt	kan have glemt
har skrevet	må have skrevet	kan have skrevet
er gået	må være gået	kan være gået
er blevet	må være blevet	kan være blevet

Efter modalverbet står hjælpeverbet i navneform uden at. Hjælpeverbet er ikke altid have: Ved fx er gået og er blevet bruger du være.

3.Vurderingen sker nu, hændelsen ligger før

Modalverberne må og kan står her i nutid, selv om du taler om noget tidligere. Du vurderer nu, hvad der er sket før vurderingen.

• Rapporten er meget grundig. De må have brugt lang tid på den.
• Jeg kan ikke finde kvitteringen. Jeg kan have smidt den ud i går.
• Sara kender allerede resultatet. Nogen må have fortalt hende det.

Du behøver ikke et tidsudtryk som i går. Formen viser allerede, at den mulige hændelse ligger før vurderingen.

3.1Kan have, kunne have og skal have

Kunne have kan også angive en mulig forklaring: Hun kunne have glemt det kan være et forsigtigt forslag om, hvad der er sket. Formen betyder altså ikke i sig selv, at handlingen ikke fandt sted.

I en anden sammenhæng betegner kunne have en mulighed, som ikke blev udnyttet: Du kunne have ringet, men det gjorde du ikke. Her taler vi om et alternativ til det, der faktisk skete, og sætningen kan udtrykke kritik. Kan have ringet angiver derimod en mulig forklaring: Vi ved ikke, om personen ringede.

Skal have kan markere en oplysning fra andre: Han skal have sagt op betyder her, at det siges, at han har sagt op. Taleren gengiver oplysningen uden selv at bekræfte den. Det er nutidsformen skal, der bruges i dette eksempel. Skulle have kan også gengive en ubekræftet oplysning, men kan desuden betegne en plan eller pligt, som ikke blev opfyldt: Han skulle have ringet i går, men han glemte det. Sammenhængen afgør betydningen.

4.Når du udelukker en forklaring

Brug kan ikke have eller kan ikke være, når oplysningerne efter din vurdering udelukker en forklaring.

Der er forskel på at udelukke en hændelse og at være usikker på, om den fandt sted:

• Hun kan ikke have set beskeden: Det er efter min vurdering ikke muligt, at hun har set den.
• Måske har hun ikke set beskeden: Det er en mulighed, at hun ikke har set den.

5.Placering i sætningen

I en almindelig fremsættende hovedsætning står modalverbet på anden plads. Ikke står normalt efter modalverbet og grundleddet, men før have eller være.

Sætningstype	Eksempel
Grundled først	Hun kan ikke have læst mailen.
Et andet led først	Derfor kan hun ikke have læst mailen.
Ledsætning med at	Jeg tror, at hun kan have læst mailen.
Ledsætning med at og ikke	Jeg mener, at hun ikke kan have læst mailen.

I en almindelig ledsætning står ikke før modalverbet. Resten af forbindelsen bevarer sin rækkefølge: kan have læst.

6.Vælg efter dine oplysninger

1. Peger oplysningerne stærkt på én forklaring? Brug må have eller må være.
2. Er forklaringen blot én mulighed? Brug kan have eller kan være.
3. Udelukker oplysningerne forklaringen? Brug kan ikke have eller kan ikke være.
4. Kontrollér hjælpeverbet: har glemt bliver til have glemt, mens er gået bliver til være gået.

Kort sagt: Hun må have glemt det er en stærk slutning. Hun kan have glemt det er en mulighed. Hun kan ikke have glemt det udelukker den forklaring.