Sætningsknuder: det tror jeg, at hun ved.

En sætningsknude lader et led fra en ledsætning stå forrest i den overordnede sætning: Det tror jeg, at hun ved. Konstruktionen forbinder informationsstruktur med syntaks: Det fremhævede led hører grammatisk til ét sted, men står et andet sted i den samlede sætning.

1.Ét led med to placeringer

Sammenlign disse to sætninger:

• Jeg tror, at hun ved det.
• Det tror jeg, at hun ved.

I begge sætninger er det objekt for ved. I sætningsknuden står objektet imidlertid i den overordnede sætnings forfelt, altså pladsen før det finitte verbum tror. Det er denne forbindelse på tværs af sætningsgrænsen, der gør konstruktionen til en sætningsknude.

Det er her hverken objekt for tror eller et foreløbigt subjekt. Det henviser til noget bestemt, som hun ifølge taleren ved. Hele indholdet at hun ved det er det, taleren tror.

2.Sådan hænger ordstillingen sammen

Fremflytningen ændrer ikke det fremflyttede leds funktion i ledsætningen. Den påvirker derimod begyndelsen af den overordnede sætning: Når forfeltet er optaget, står subjektet efter det finitte verbum.

Del	Eksempel	Funktion
Forfelt	Den bog	Objekt for læst, men placeret forrest
Finit verbum	tror	Verbum i den overordnede sætning
Subjekt	jeg	Subjekt for tror
Ledsætning	at hun allerede har læst	Indeholder objektets uudfyldte plads

Den samlede sætning er: Den bog tror jeg, at hun allerede har læst. Ledsætningen beholder sin ledsætningsordstilling: hun allerede har, ikke har hun allerede.

3.Hvilke led kan stå forrest?

Sætningsknuder er ikke begrænset til objektet det. Flere slags led kan forbindes med en plads i ledsætningen.

Ledtype	Udgangspunkt	Sætningsknude
Objekt	Jeg tror, at hun har læst den rapport.	Den rapport tror jeg, at hun har læst.
Stedsadverbial	Jeg tror, at hun bor i Aarhus.	I Aarhus tror jeg, at hun bor.
Subjektsprædikativ	Jeg tror, at han er tilfreds.	Tilfreds tror jeg, at han er.
Spørgende objekt	Du tror, at hun har læst noget.	Hvad tror du, at hun har læst?

Prædikativet tilfreds beskriver stadig han, selv om det står foran tror jeg. Denne fremflytning er især naturlig, når egenskaben kontrasteres med en anden: Tilfreds tror jeg, at han er; begejstret er nok for meget sagt.

Ved adverbialer skal sammenhængen gøre tilknytningen tydelig. I I morgen tror jeg, at hun rejser kan i morgen forstås som tidspunktet for rejsen, men også som tidspunktet for min vurdering. Kun den første læsning er en sætningsknude med et fremflyttet tidsadverbial fra ledsætningen.

3.1Når grundleddet står forrest

Også ledsætningens grundled kan fremflyttes. Det ses tydeligt i spørgsmål: Du tror, at nogen har gjort det bliver til Hvem tror du, der har gjort det? Her spørger hvem til den, der har gjort noget, mens du stadig er grundled for tror.

I denne konstruktion bruger man i standardsproget der i ledsætningen eller udelader at, så verbet følger direkte efter den overordnede sætning:

• ✓ Hvem tror du, der har gjort det?
• ✓ Hvem tror du har gjort det?
• ✗ Hvem tror du, at har gjort det?

Et udtrykt at kan altså ikke blot stå tilbage foran har, når grundleddet fremflyttes. Sammenlign objektsspørgsmålet Hvad tror du, at hun har gjort?, hvor ledsætningen stadig har sit grundled hun.

4.Emne, kontrast og talerens vurdering

Fremflytningen gør det muligt at begynde med det, samtalen allerede handler om, mens tror jeg angiver talerens vurdering af udsagnet. Det er dog ikke en fast regel, at første led er kendt information. Tryk og sammenhæng kan gøre det til et kontrastled eller et spørgende led.

Verber som tro, mene, sige og håbe indgår ofte i sådanne konstruktioner. De bidrager forskelligt: tror jeg markerer en vurdering, mens siger hun henviser til en kilde. Sætningsknuden ophæver ikke denne betydningsforskel.

5.At, komma og beslægtede konstruktioner

I eksemplet med tro og et fremflyttet objekt kan at både være med og udelades:

• Det tror jeg, at hun ved.
• Det tror jeg hun ved.

Begge former er almindelige. Formen med at gør ledsætningsgrænsen tydelig, men er ikke af den grund mere grammatisk korrekt.

Skeln også mellem disse mønstre:

Konstruktion	Eksempel	Afgørende forskel
Almindelig fremflytning	Den bog har hun læst.	Objekt og verbum tilhører samme sætning.
Sætningsknude	Den bog tror jeg, at hun har læst.	Objektet forbindes med verbet i ledsætningen.
Venstredislokation	Den bog, den tror jeg, at hun har læst.	Det indledende navneordsled genoptages med den.

I det sidste eksempel er det det genoptagende den, der indgår i selve sætningsknuden. Konstruktionerne kan altså kombineres.

6.Brug sætningsknuden med omtanke

Sætningsknuder er en etableret del af dansk, ikke en fejl, der automatisk skal omskrives. De fungerer både i tale og på skrift. Flere indlejrede sætninger kan dog gøre forbindelsen vanskelig at følge: Den bog tror jeg, at hun siger, at hun har læst. Her skal læseren holde objektet i hukommelsen helt frem til læst.

At mønstret fungerer med tro, betyder heller ikke, at fremflytning er lige naturlig gennem enhver ledsætning. Vurdér den konkrete konstruktion frem for blot at flytte et led mekanisk.

Dansk tillader også sætningsknuder ud af visse relativsætninger og spørgende ledsætninger. De er især lettere at forstå, når det fremflyttede led allerede er samtalens emne:

Ledsætningstype	Sætningsknude	Forbindelse
Relativsætning	Den slags film kender jeg mange, der kan lide.	Den slags film er objekt for kan lide i relativsætningen til mange.
Spørgende ledsætning med om	Det ved jeg ikke, om hun kan.	Det angiver det, hun muligvis kan; sammenlign Jeg ved ikke, om hun kan det.
Spørgende ledsætning med hv-ord	Den opgave ved jeg ikke, hvem der kan løse.	Den opgave er objekt for løse, mens hvem spørger til den, der kan løse opgaven.

Muligheden gælder ikke frit for alle relativsætninger eller alle spørgende ledsætninger; vurderingen afhænger også af sammenhængen og varierer mellem sprogbrugere. Fremflytning ud af en ledsætning, der angiver fx årsag eller betingelse, virker normalt stærkt påfaldende:

• Årsag: Den bog blev hun glad, fordi hun havde læst er vanskelig som sætningsknude. Skriv hellere Hun blev glad, fordi hun havde læst den bog.
• Betingelse: Den bog bliver hun glad, hvis du læser er ligeledes vanskelig. Skriv hellere Hun bliver glad, hvis du læser den bog.

I de to påfaldende eksempler kan læseren først opfatte den bog som grundled og må senere forsøge at forbinde det med objektets plads efter læst eller læser. At man kan sætte leddet tilbage, er derfor en nyttig analyseprøve, men ingen garanti for, at fremflytningen fungerer.

Brug denne kontrol:

1. Find det fremflyttede leds funktion: Hvilket verbum eller hvilken situation hører det til?
2. Sæt det tilbage i ledsætningen, og kontrollér betydningen.
3. Kontrollér finit verbum før subjekt i den overordnede fremsættende sætning.
4. Vurdér, om fremflytningen giver et klart emne eller en nyttig kontrast.

Kernen er: Det står forrest i Det tror jeg, at hun ved, men er stadig objekt for ved.