Indrømmelse med nok, vel og end.

Med nok, vel og end kan du anerkende et argument uden at acceptere den konklusion, det lægger op til. Formerne adskiller sig både syntaktisk og retorisk: nok og vel kan markere en indrømmelse, mens end indgår i konstruktioner, der gør en omstændighed irrelevant for konklusionen, og i den indrømmende forbindelse om end.

1.Anerkendelse uden tilslutning

En indrømmelse giver modparten ret på ét punkt, men begrænser punktets betydning for den samlede vurdering. Det afgørende er derfor ikke blot modsætningen mellem to udsagn, men den forventning, som det andet udsagn afviser.

Indrømmelsen og hovedbudskabet har forskellig vægt. I mønstret nok … men ligger den argumentative hovedvægt normalt efter men. Bytter du om på oplysningerne, ændrer du derfor tekstens retning:

• Forslaget er nok billigt, men det er utilstrækkeligt. → Overvejende kritik.
• Forslaget er nok utilstrækkeligt, men det er billigt. → Prisen fremhæves som et argument til fordel for forslaget.

2.Nok: en indrømmelse eller en formodning?

Nok er ikke i sig selv en indrømmelsesmarkør. Fortolkningen afhænger af sammenhængen.

Funktion	Eksempel	Fortolkning
Indrømmelse	Hun er nok uerfaren, men hun lærer hurtigt.	Uerfarenheden anerkendes, men er ikke afgørende.
Formodning	Hun kommer nok i morgen.	Taleren regner med, at hun kommer.
Tilstrækkelighed	Vi har tid nok.	Tiden er tilstrækkelig.

I en tydelig indrømmelseskonstruktion betyder nok altså ikke nødvendigvis sandsynligvis. Taleren kan fuldt ud acceptere det første udsagn som sandt.

I talt dansk har indrømmende nok typisk tryk: »Det er NOK rigtigt, men det er ikke hele sandheden« (store bogstaver markerer tryk). Ved formodning er nok normalt tryksvagt: »Hun kommer nok i morgen«. Trykket hjælper med at skelne læsningerne, men skal fortolkes sammen med sammenhængen; også nok i betydningen tilstrækkelighed kan have tryk.

Nok står ofte inde i helsætningen, men kan også stå først. Foranstillingen gør indrømmelsen mere markeret og skaber en tydelig forventning om et forbehold:

Efter foranstillet nok kommer det finitte verbum før grundleddet. Der sættes ikke komma mellem nok og verbet.

3.Vel: et mere formelt forbehold

Vel kan ligesom nok indlede en indrømmelse. Denne brug er især tydelig i argumenterende og mere formelt skriftsprog. Konstruktionen vel … men kan ofte omskrives med ganske vist … men.

I det første eksempel støtter tryk på vel indrømmelseslæsningen: »Det er VEL en principiel indvending, men …«. Tryksvagt vel kan derimod udtrykke en formodning, omtrent formentlig. Opfølgningen med men støtter læsningen som indrømmelse, men gør den ikke entydig: også en formodning kan efterfølges af en modsætning. Tryk og sammenhæng må derfor læses sammen.

Foranstillet vel giver ofte en mere højtidelig eller retorisk tone end foranstillet nok. Også her følger verbet umiddelbart efter det foranstillede ord.

3.1Helsætning eller ledsætning?

Med indrømmende nok … men og vel … men fordeles anerkendelsen og forbeholdet på to sideordnede helsætninger. Med selvom placeres det anerkendte forhold i en ledsætning:

De første tre formuleringer anerkender her den lave pris. Med selvom bliver indrømmelsen syntaktisk underordnet hovedbudskabet. Med uanset om lader taleren prisen stå åben og fastholder konklusionen for begge muligheder. Når ledsætningen står først, kommer hovedsætningens finitte verbum før grundleddet: løser det.

3.2Nærtstående udtryk og register

Godt nok, ganske vist og rigtignok kan alle bruges til at anerkende et forhold før et forbehold, men de har forskellig stilistisk virkning:

Udtryk	Eksempel	Register og virkning
godt nok … men	Dokumentationen er godt nok sparsom, men den er brugbar.	Almindeligt i talesprog; indrømmelsen kan være eftertrykkelig.
ganske vist … men	Dokumentationen er ganske vist sparsom, men den er brugbar.	Gør anerkendelsen tydelig; bruges både i tale og skrift.
rigtignok … men	Dokumentationen er rigtignok sparsom, men den er brugbar.	Mere skriftsprogligt og ofte mere højtideligt.

Uden et forbehold kan godt nok også blot forstærke en vurdering: »Det er godt nok dyrt!«. Det er altså hele sammenhængen, der gør udtrykket indrømmende.

4.End: uanset graden eller indholdet

I indrømmende ledsætninger kan end vise, at hovedsætningens udsagn gælder uanset graden, omfanget eller indholdet af noget. Det er en anden konstruktion end helsætningsmønstrene med nok og vel.

Konstruktion	Eksempel	Betydning
hvor + tillægsord … end	Hvor overbevisende argumentet end er, ændrer det ikke afgørelsen.	Argumentets styrke er ikke afgørende.
hvor meget … end	Hvor meget de end protesterer, bliver fristen ikke forlænget.	Protesternes omfang ændrer ikke fristen.
hvad … end	Hvad hun end foreslår, vil udvalget kræve dokumentation.	Kravet gælder uanset forslagets indhold.
hvem der end …	Hvem der end kommer, bliver vedkommende godt modtaget.	Modtagelsen gælder uanset personens identitet.
hvad der end …	Hvad der end sker, holder vi fast.	Beslutningen gælder uanset begivenhederne.
hvor … end om sted	Hvor du end går hen, følger hunden med.	Stedet ændrer ikke, at hunden følger med.

I tabellens første tre eksempler står end efter grundleddet og før det finitte verbum: argumentet end er, de end protesterer, hun end foreslår. Hele forbindelsen med hv-ordet indleder ledsætningen. Samme rækkefølge ses ved sted: du end går.

Når hv-ordet er grundled i denne konstruktion, indsættes der før end: hvem der end kommer, hvad der end sker. Sammenlign hvad hun end foreslår, hvor hun er grundled og hvad er genstandsled, med hvad der end sker, hvor hvad er grundled. På standarddansk er der obligatorisk i denne konstruktion, når hv-ordet er grundled.

Står ledsætningen først, følger helsætningens finitte verbum før dens grundled: Hvad hun end foreslår, vil udvalget …

Konstruktionen kan også stå efter hovedsætningen:

Den virker ofte mere skriftsproglig eller eftertrykkelig end en formulering med uanset. Den kan bruges både om faktiske forhold og om tænkte muligheder; den fastslår ikke i sig selv, at en bestemt yderlighed er indtruffet.

5.Vælg efter den tilsigtede indrømmelse

Sammenlign de to formuleringer:

Den første anerkender, at opgaven er vanskelig, og afviser den forventede følge: at man opgiver. Den anden fremhæver, at graden af vanskelighed ikke ændrer beslutningen. Formerne er derfor ikke blot stilistiske varianter.

Med nok og vel behøver modvægten ikke altid være indledt af men. Den kan stå i en ny sætning, når sammenhængen er tydelig:

Nok er besparelsen betydelig. Den opvejer alligevel ikke tabet af kvalitet.

5.1Om end: en indrømmende tilføjelse

Om end er en fast, især skriftsproglig forbindelse, der indleder en indrømmelse eller et forbehold. Den forbinder ofte led uden udsagnsord med resten af sætningen:

I det første eksempel begrænser modvilligt indtrykket af accepten; i det andet anerkendes prisen som en ulempe, uden at gennemførligheden afvises. Tilføjelsen kan udfoldes til en ledsætning: »Planen er gennemførlig, om end den er dyr«. Om end står samlet foran ledsætningen; ordstillingsmønstret fra hvor … end kan derfor ikke overføres til denne forbindelse.

6.En kort beslutningsgang

1. Anerkender du et bestemt forhold? Vælg eksempelvis nok … men.
2. Ønsker du en mere formel, retorisk indrømmelse? Overvej vel … men, især med foranstillet vel.
3. Gælder konklusionen uanset graden, indholdet, personen eller stedet? Vælg en passende konstruktion med hvor … end, hvad … end eller hvem der end ….
4. Vil du tilføje et kort, skriftsprogligt forbehold? Overvej om end, eksempelvis om end dyr.
5. Kontrollér ordstillingen: Nok er opgaven …, men hvor vanskelig opgaven end er … og hvad der end sker ….
6. Kontrollér tekstens retning: Det anerkendte argument må ikke utilsigtet overskygge det budskab, du vil fastholde.